angst

KAMPEN MOD MIN ANGST – MIN MENING OM GRUPPETERAPI

Hej 🙂

I mit sidste indlæg af ‘kampen mod min angst’, skrev jeg om hvordan jeg fandt ud af, at jeg har angst.
I det indlæg skrev jeg også, at det næste ville handle om, hvordan det er at gå i et gruppeforløb/gruppeterapi. Så det handler dette indlæg om.

Jeg havde mange tanker om dét, at skulle gå i gruppeterapi. Jeg var enormt nervøs og faktisk også en smule sur indeni. Hvordan kunne de dog finde på at sætte mig, med angst, ind i en gruppe, når jeg havde angst for andre mennesker? Jeg var sikker på, og overbevist om, at jeg på ingen måde kunne klare det. Jeg var også virkelig sikker på, at jeg intet ville få ud af det.
Jeg ville ud af det, inden jeg overhovedet var startet, fordi jeg var så angst for det! Jeg er en person, som giver alt og alle en chance, så derfor sagde jeg ikke dét imod, at jeg skulle i gruppeforløb. Jeg kunne ikke vide på forhånd, om det ville blive godt for mig, så derfor gav jeg det en chance.

Mit første gruppeforløb var sammen med fem andre – fire andre med angst og en sygeplejeske. Jeg synes, at det var mange og de første par gange følte jeg mig ikke tilpas der! Jeg skulle være i den gruppe i fire uger, en gang om ugen, så altså fire gange i alt. Tredje gang fik jeg sagt lidt derinde, selvom det var rigtig svært! Efter den sidste gang, altså fjerde gang, skulle der vurderes, hvad der skulle ske med os, som gik i den gruppe.
Det blev vurderet, at jeg skulle i en anden, større gruppe.

Den nye gruppe varede i tolv uger, én gang om ugen. Så altså tolv gange i alt, plus en opfølgnings samtale efter knap tre måneder.
I den nye gruppe var der mig sammen med ni andre med angst. Derudover var der tre sygeplejersker. Altså tretten mennesker i alt, i et ret lille lokale. Det synes jeg var rigtig mange!
Jeg hadede det i starten! Især den første dag, fordi man skulle fortælle til alle de andre, hvad man hed, hvor man boede, hvor gammel man var og så videre. Det at sidde der, foran SÅ mange andre, og skulle snakke, det var virkelig det værste og det sværeste for mig! Jeg døjede sådan med sved, hjertebanken, spændinger og ekstrem hovedpine derinde de første mange gange og det var rigtig ubehageligt for mig.
Efter nogle uger var vi ikke så mange tilbage i gruppen, da nogle var stoppet, så det blev faktisk en del lettere at være der, for mit vedkommende.
På et tidspunkt nåede vi til et sted i gruppeterapien, hvor vi alle var nød til at snakke derinde. Vi var nået til eksponeringer. Vi skulle fra gang til gang lave nogle eksponeringer, uden for gruppen, skrive dem ned i et skema og “fremlægge” det for de andre i gruppen, når vi mødtes igen efter en uge.
(Eksponeringer er, når man udsætter sig selv for noget man er angst for at gøre.)

Jeg synes det var enormt svært at snakke foran de andre i gruppen, da al fokus så var på mig. Jeg begyndte altid at svede og få et større ubehag indeni. Gang på gang tænkte jeg, at jeg ikke kunne klare det, at jeg måtte ud, at jeg ikke ville være der. Det, at jeg tvang mig selv til at blive derinde og til at snakke foran de andre, gjorde, at jeg rykkede mig en lille smule hver gang. Jeg begyndte at tro lidt mere på mig selv og efterhånden blev det nemmere for mig at snakke og fortælle, foran de andre.
Da vi havde været i gruppeforløbet en del uger, blev der holdt noget for pårørende. Man kunne tage ens pårørende med, så de kunne få et indblik i, hvad angst er og hvordan vi i gruppen arbejdede med den. Det var rart, men meget af det der blev fortalt, var noget mine pårørende allerede vidste.

Efter at have gået i gruppen i tolv uger, skulle der holdes en pause på knap tre måneder. På de tre måneder skulle jeg selv arbejde med de redskaber jeg havde fået, fra gruppeterapien.
Jeg rykkede mig lidt hver uge og kom længere og længere. Vi mødtes igen i gruppen efter de tre måneders tid og skulle høre, hvordan det var gået for os alle sammen. Da vi mødtes igen, var vi kun seks tilbage ud af de ti, som vi startede med at være. Det var spændende at høre, hvordan de andre havde haft det og hvordan det var gået dem siden sidst. De andre blev efterfølgende afsluttet inde hos klinikken for angst og ocd.
Jeg selv synes, at jeg godt kunne bruge noget mere hjælp og nogle flere redskaber. Især til min ‘generaliseret angst’, også kaldet ‘bekymringsangst’. Den blev der overhovedet ikke arbejdet med i mit gruppeforløb og derfor var den blevet værre for mig. Det kunne de godt forstå inde på klinikken og jeg blev derfor bevilliget fem ekstra gange hos en sygeplejerske, hvor det kun var hende og mig. Normalt sættes en person med ‘generaliseret angst’ heller ikke i gruppeterapi, da det er noget andet der skal arbejdes med. Så hvorfor jeg jeg kom det, ved jeg ikke.

Hjalp det mig at være i gruppeforløb?
Både og. Jeg var nogenlunde glad for det. Jeg havde bare meget svært ved, at jeg var mere syg af min angst, end de andre i gruppen var. Min første eksponering i gruppeforløbet var, at jeg skulle ind i en lille forretning og handle sammen med min kæreste. En af de andres var, at han skulle på stadion og se fodbold. For mig er der en KÆMPE forskel på de to ting og jeg kunne slet ikke have gjort det han gjorde, og det ville jeg stadig ikke kunne den dag i dag. Så jeg følte mig ret meget ved siden af de andre, fordi de kunne meget mere end mig. Det gjorde selvfølgelig, at jeg følte, at jeg var en stor fiasko og ingenting i forhold til de andre.

Hvordan var det for mig, at sidde sammen med så mange andre i en gruppe?
Svært, er nok det ord der beskriver det bedst. Jeg synes, at det hjalp at vide, at jeg ikke var den eneste i verden med angst og alle de symptomer, der høre med. Det var dejligt at høre og vide, at jeg ikke var den eneste, som var bange for f.eks. en hjertebanken eller en svimmelhed. Udover det, så synes jeg faktisk ikke det hjalp mig særlig meget at være i gruppeforløb. Som skrevet ovenover, så synes jeg egentlig bare, at jeg intet kunne i forhold til de andre og det kunne jeg virkelig godt have undværet, at have haft det sådan. Det gjorde mig nemlig ret ked af det, hver gang.

Vil jeg anbefale gruppeterapi til andre?
Ja, det vil jeg. Hvis du ikke har ‘generaliseret angst’, så vil jeg helt sikkert anbefale det. Man får noget ud af det og det rykker en. Man kan få bedre selvtillid, fordi man får at vide at man gør det godt, af de andre. Man kan derudover også følge de andre i deres angstforløb og når de rykker sig, så får man også lidt en tro på sig selv, om at det kan man også selv komme til at kunne.
Hvis du har ‘generaliseret angst’ eller meget ‘socialfobi’, så vil jeg ikke mene, at det ville være en gruppeterapi du skal i, men derimod samtaler med en psykolog, hvor der kun er ham/hende og dig.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad du skal og hvad der er bedst for dig. Jeg kan kun tale ud for mine egne erfaringer og det er det jeg gør her. Lider du af angst og har brug for noget hjælp, så tal først og fremmest med din egen læge, som så kan henvise dig videre. Hvad der derefter bliver vurderet, er det der vil være det bedste for DIG og som vil kunne hjælpe dig mest.
Jeg håber, at du blev lidt klogere på, om et gruppeforløb måske er noget for dig, og hvad et gruppeforløb egentlig er.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar